Mit natursted 2 Emiliano

Mit natursted som en levende triade

Mit sted består af tre sammenhængende zoner – som tre kapitler i en bog, hvor landskabet selv fortæller historien.

Første kapitel er stien på højderyggen

Stien går i nord-sydlig retning. Jeg troede tidligere, den gik anderledes, men denne gang havde jeg taget mit kompas med – under trækronerne er det let at miste orienteringen.

Her vokser både gamle og unge træer side om side, spredt over en lav, bølgende bund dækket af små planter – måske skvalderkål, men jeg er ikke helt sikker. De står i en slags lysegrønt tæppe, 20–30 cm høje.

Flere træer er dækket af mos. På nogle stammer er mosset fugtigt og levende grønt – unge og bløde som våd svamp – mens andre er tørre, støvede og næsten grålige.

De krøller sammen som gammelt pergament under fingerspidserne. Mosset fortæller om skygge, fugt og tid – og kræver at vi bøjer os ned for at lægge mærke til forskellene.

Blandt de mange træer lægger jeg mærke til, hvordan de unge ofte vokser helt ranke og lodrette, som om de strækker sig mod lyset i en fælles retning.

De ældre træer – måske af samme slags – er knudrede, bøjede og snoede. Er det mon blot alder? Eller er det vinden, jorden, lyset, der former dem?

Det er ikke alle blade, der fortæller deres historie med det samme. Når jeg rører ved bladene, mærker jeg også forskelle: Efeuen (vedbend) føles kold og glat som en sten, mens bladene fra brombærbuske virker varmere, blødere og lidt fjedrende – som stof. Nogle blade er store som en hånd, andre små som en fingernegl. Jeg undrer mig: Skyldes det solens styrke? Skygge? Jordens næring?

Jeg prøver at orientere mig ud fra lys og skygge. Jeg ved, at nordsiden af træerne ofte er mere fugtig og dækket af mos, men det er ikke altid til at se tydeligt – nogle træer bryder mønstret, som om de ikke har læst bogen om nord og syd. Her må man mærke med hænderne. Vi må føle for at kunne opfatte de små forskelle.

Denne gang medbragte jeg to helt enkle redskaber for at hjælpe mig selv med at se bedre og sanseligt fokusere: En tom toiletrulle og en gammel billedramme.

Toiletrullen brugte jeg som en lille håndkikkert – og det virkede! Når jeg kiggede igennem den, blev verden omkring sløret som en tåge, og min opmærksomhed blev skarpt rettet mod det lille udsnit foran mig. Et eksempel: en blomstrende gren. Fra afstand lignede blomsterne hinanden – hvide, enkle, fredelige. Men da jeg så nærmere, opdagede jeg, at støvdragerne ikke var sorte, som jeg først troede, men fine nuancer af rød og brun. De lignede små knappenåle med farvede hoveder. Alle blomsterne var åbne, som små skåle mod lyset – måske fordi solen skinnede direkte ind. Jeg fik lyst til at vende tilbage en aften og se, om de lukker sig, når lyset forsvinder.

Toiletrullen hjalp mig til at “zoome ind” – ikke med kamera, men med øjet og ro. Man mærker, hvor meget man egentlig kan se, når man ser langsomt.

Jeg lagde også billedrammen i skovbunden og brugte den som en slags opdagelsesvindue. Indenfor den ramme kunne jeg sammenligne blade og strukturer.

Nogle blade var store og glatte som kølige stykker voksdug, med små kildrende hår på undersiden. På stien jeg kalder “rådyrstigen” var bunden dækket af skvalderkål – lysegrøn og saftig, og jorden her føltes fugtig og kølig mod fingerspidserne. Bladene var bløde som vat.

Længere henne, hvor solen har tørret jorden ud, var bladene anderledes: matte, støvede og ru som sandpapir. Efeuen i nærheden føltes derimod glat og sval som en flise i skyggen.

Et andet sted fandt jeg en blomsterstand fra et træ – ikke med farverige kronblade, men som små, uldne duske. De lignede fnug, og jeg forestillede mig, hvordan de ville blive båret væk af vinden i stedet for bier. En helt anden form for bevægelse og spredning.

Jeg lagde også mærke til barken på to stammer. Den ene var mørk og rillet, med lodrette sprækker som små floddale. Når jeg rørte ved den, føltes den som tørre læber. Den anden var lys, glat og fast – næsten som en nyslebet blyant.

Både toiletrulle og billedramme blev redskaber til at stille skarpt, opdage lag og forskelle – og til at fordybe mig i de sanselige kontraster, der normalt forsvinder i helheden.

Disse små forskelle – i form, farve, overflade og temperatur – er netop dét, der åbner for nysgerrighed og sanselig læring. Her handler det ikke om at navngive eller klassificere, men om at opleve. Hvad føles glat? Hvad virker venligt, stikkende, blødt, tørt? Hvad sker der med vores opmærksomhed, når vi virkelig tillader os at mærke?

Andet kapitel er skrænten ned mod den lille sø.

Her er landskabet stejlere, og træerne hælder ud over vandet. Nogle vokser direkte i vandet, og jeg undrer mig over, om de trives bedre dér – eller blot overlever?

Jeg ser ikke små træspirer her som oppe på stien. Måske er jorden for våd? Eller lyset anderledes? Det føles som et helt andet økosystem, selvom det kun ligger få meter væk. En slags kantzone – mellem land og vand, mellem det kendte og det skjulte.

Tredje kapitel er et åbent, tørt område længere mod vest.

Her er jorden bar og mærket af aktivitet. Jeg har sat et vildtkamera op og håber at finde ud af, hvem der bevæger sig her. Der er tydelige stier og flere huller i jorden – måske ræve, grævlinge, mårdyr?

Jeg ved, at ét af dem har været skyld i, at næsten alle vores høns forsvandt derhjemme. Der vokser næsten intet her – ud over noget jeg fandt frem til hedder japanpileurt. Alt er trådt ned, som en scene efter forestilling, hvor publikum endnu ikke er synlige.

 

 

Dyreliv i mit natursted

i lys og i mørke

Jeg begyndte med det kendte.
I vores egen baghave har mit vildtkamera tidligere fanget både en ræv og et mårdyr – sandsynligvis en husmår.

Jeg vidste derfor, at de også findes i området omkring mit natursted.

Bevæbnet med billeder af deres spor og fodaftryk gik jeg ud for at finde tegn.

Men naturen er lunefuld. Trods min opmærksomhed og grundige søgning fandt jeg ingen tydelige spor – ingen poteaftryk i den tørre jord.

Kun nogle kradsemærker i det udtørrede sandjord, dér hvor jorden er gravet op. Måske er det indgangen til en rede eller et skjul? Måske bare tegn på, at nogen har ledt efter mad?

Så lod jeg teknologien tage over.
Jeg satte mit vildtkamera op på dyrestien – det lille spor, hvor jeg ofte selv går. En naturlig korridor, som jeg har delt med dyrene i årevis, uden nogensinde at møde dem.

 

 

 

 

Og allerede den første nat kom belønningen:

To rådyr, fanget midt i mørket.
To billeder, stille og kraftfulde – taget præcis samme sted.
En han den 5. maj. En hun den 6. maj.
Som om naturen kvitterede for min tålmodighed.

 

 

 

 

 

 

Hvem ved, hvad der ellers færdes her, når jeg ikke er til stede?
Måske vender ræven tilbage.
Måske får jeg endelig bevis for, at det virkelig er en grævling, der bor i ét af de dybe huller længere nede ad skrænten.

Dyrelivet viser sig ikke altid i dagslys.
Det kræver tid, ro og opmærksomhed – og nogle gange et kamera, der ser i mørke.

 

Efter de første billeder besluttede jeg at justere placeringen af kameraet.
Jeg flyttede det en smule længere ned – tættere på jorden – for ikke at gå glip af de mindre dyr, der måske færdes lavt og hurtigt.

Det er en teknik, jeg har brugt før hjemme i haven: kameraet helt tæt på skovbunden. Og natten efter – den 7. maj – gav det pote.

YES!
Endnu en god nat.

Denne gang fangede kameraet en mus, der pilede forbi – helt tydelig midt i billedet.

Og som en slags bonus: et nyt billede af et rådyr.

 

 

 

 

 

Ikke hele dyret denne gang, men man kan tydeligt se benene i billedets nederste del.

En lille påmindelse om, at kameraet ser mere, end vi selv gør.
- Udvide med pædagogiske idéer til, hvordan børn kan eksperimentere med vildtkamera-

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Og så – natten efter den ottne maj– kom det, jeg havde håbet på.

En grævling.

Tydelig i billedet.
Pludselig giver det hele mening: hullerne i jorden, de grove kradsemærker i den tørre jordbund – det passer med netop sådan en gravende og nataktiv skabning. Jeg havde haft mistanken længe, men nu er den bekræftet.

Grævlingen bor her.
Det er næsten som at finde et skjult kapitel i historien om mit natursted. Ikke noget, jeg kunne se med det blotte øje – men noget, der blev afsløret gennem tålmodighed og nattekameraets stille blik.

Refleksion – pædagogisk potentiale

At arbejde med vildtkamera og dyrespor åbner for sanselig opdagelse og langsom nysgerrighed – både hos børn og voksne.
Det kræver ventetid og forventning. Noget sker måske i natten.
Noget ses ikke, før vi ser billedet bagefter.
Og dét skaber undren.

I en pædagogisk kontekst kan vi:
Sætte kameraet op selv – og gætte hvilke dyr, der måske bor i området
Sammenligne billeder over tid: hvor går dyrene? Hvad ændrer sig?
Tegne spor, sammenligne ekskrementer (evt. modeller i ler), eller bygge små natbøger
Lære at “læse” landskabet: Hvem bor her? Hvorfor lige her?
Aktiviteten understøtter naturfaglig tænkning, men også naturdannelse – vi lærer, at naturen lever sit eget liv, også når vi ikke kigger.

Og måske vigtigst af alt:
Vi lærer, at det at vente også er en aktiv del af læring.

 

Størst og mindst – og i HD!

Den mindste og den største – på én dag.

Nogle dage i mit natursted føles som en gave – hvor kontrasterne står tydeligt frem og sætter sanserne i spil.
En lille fugl, næsten skjult mellem blade og grene, fanget i en hurtig bevægelse foran kameraet.
Og senere, et rådyr, roligt og yndefuldt i sit eget tempo.
Så jeg lavede et lille slideshow.

Men så...

FULDTRÆFFEREN! Den store afsløring.

Det, vi før kun havde set som en hurtig skygge... er nu dukket op i HD.
Tydelig, skarp og smuk.

Mikkel Ræv.
Fanget midt i sin dagvandring.
Snuden nede, halen løftet, hele kroppen i bevægelse – præcis dér, hvor jeg selv plejer at gå.

Det føles næsten som om, vi endelig har hilst på hinanden.
Han har sikkert været der hele tiden.
Jeg havde bare ikke kameraet – eller øjnene – åbne før nu.

 

Efter nogle dage uden større aktivitet – kun den samme mus og en sort fugl,

 

besluttede jeg mig for at flytte kameraet.

Undervejs – i ventetidens opdagelser

Mens mit kamera stod og ventede, gik jeg selv på opdagelse.
Jeg vidste ikke, om kameraet var placeret rigtigt, så i mellemtiden besluttede jeg at lede efter andre dyr.

Der er mange.
I skoven så jeg myrer kravle målrettet op ad en træstamme, og en lille snegl snoede sig opad på en anden.

Overraskende mange snegle lever her – selv på den tørre jord – og nogle er næsten lige så store som et ½ tommelfinger.

To af dem lå tæt sammen, som om de krammede.

 

 

 

 

 

 

Efter en hurtig rundtur på stiens ene side krydsede jeg over højderyggen og gik mod søen.

Bevæbnet med min billedramme, toiletrulle og udstyr fra pædagoguddannelsen forsøgte jeg at

kigge nærmere på livet i vandet.

Det gik… næsten galt.
Med hænderne fulde gled jeg og fik den ene fod i vandet – og gennemblødte mit “teleskop” (toiletrullen).
 

 Så jeg valgte at gå ned, hvor skrænten munder ud i søen, og hvor sivene vokser tæt.

 

 

 

 

 Der fandt jeg liv.
I vandkanten samlede jeg nogle små skabninger op med en balje.

De var næsten usynlige i søen, men tydelige mod baljens hvide bund.

De største lignede små rejer, og én af dem slæbte en anden med sig – måske et måltid?
Alt dette kunne jeg kun se, fordi jeg brugte redskaber til at fokusere min opmærksomhed:

 

 

Små plastikbøtter, hvor jeg kunne isolere og iagttage det enkelte dyr i detaljen.

På vejen tilbage opdagede jeg endnu mere: Spindelvæv overalt!
Jeg havde slet ikke lagt mærke til dem før – måske fordi jeg var så optaget af planter og vand.

Nu blev de tydelige, da solen ramte dem, og jeg så, hvor mange insekter der summede ved stiens kant. Et perfekt jagtområde for edderkopper.

Jeg så også flere guldsmede flyve hen over stien.
Mellem de unge træer sad én helt stille på et blad – stor og smuk.

Jeg begyndte at undre mig: 

Bliver de “klækket” så store? Eller vokser de i etaper?
Er det forskellige arter, eller samme art i forskellige stadier?

Det må jeg undersøge – måske på danske-dyr.dk.

 

Refleksion

Før jeg kan lære andre noget, mærker jeg et behov for selv at lære mere.
At være nysgerrig i naturen er som at åbne en bog, jeg ikke vidste fandtes.
Og det tager tid.
Mit blik bliver mere trænet for hver gang – men jeg kan kun tage lidt ind ad gangen.

Måske er det sådan for alle, der begynder at se på naturen med et mere observerende blik:
Man ser mere, jo længere man venter.
Og når man ser, vokser lysten til at forstå.

Er jeg færdig? Ikke helt...

Jeg kigger billederne igennem fra mit kamera.
Noget bevæger sig i underskoven...

Én... nej, vent... én, to...
To grævlinger! Omkring kl. 20.30–21.30.

Og senere igen.
Én... to... én, to... tre?!

TRE?!
Ser jeg rigtigt?
Mine øjne må have snydt mig. Kan det virkelig passe?
De virker nogenlunde samme størrelse – er det unger?
Bor grævlinger i familiegrupper længere end andre dyr?

Jeg måtte finde ud af det.

Og næste dag blev det endnu tydeligere:
Massiv aktivitet. Tre grævlinger. Helt sikkert.

Men er de de samme?
Er to af dem forældre – og tre unger?
Er de en familie – eller blot midlertidige naboer?

Jeg ved det ikke endnu.
Jeg må observere mere.

Men så begyndte vinden at tage til.
Kameraet blev trigget af hvert eneste blad der bevægede sig.
Regnen kom, og billederne blev slørede og våde.

Jeg besluttede at tage kameraet med hjem og gøre det rent.
Jeg fik kun sporadiske billeder de følgende dage – intet tydeligt.

28. maj satte jeg det op et nyt sted.

Jeg vil heller ikke gå for tæt på grævlingernes huller for tit.
Dels fordi jeg ikke vil forstyrre dem unødigt.
Men også fordi jeg er begyndt at se, at de faktisk er mere aktive i dagtimerne, end jeg havde regnet med.

Det er deres hjem.
Og jeg er kun på besøg.