Mit natursted 2 Marianne

 

En lille naturperle bag haven

Mit Natursted Biotop 2

Bag min have snor en lille sti sig ned mod et gemt hjørne af naturen – en næsten hemmelig perle. Det er ikke en officiel, kommunalt anlagt sti. Nej, den er formet og vedligeholdt af de naboer, som har stien løbende gennem deres baghaver. Man kan se, hvordan de har været ude med plæneklipperen, så græsset holdes nede – et kærligt og nænsomt præg, som gør stien endnu mere charmerende.

Læhegnet indtil villa haverne

Når jeg går derned, følger jeg stien, og til højre rejser nabolagets hække og levende hegn sig. De er ikke trimmede og pæne på den strømlinede måde – snarere vilde og frodige, fyldt med buske og blomster, som får lov at gro frit. Jeg lægger især mærke til de blå klokkeskilla, som står og vipper let i vinden. Og på vej op ad stien igen lyser mælkebøtterne gult som små sole i græsset.

Stien fører mig ned til et lille vandhul. På den østlige side vokser piletræer og danner læ sammen med dunhammer og andre vandplanter, der trives i det fugtige miljø. Her nede ved vandhullet er jeg skjult fra verden ovenfor – et lille frirum midt i byen.

 

Kigger man godt efter, kan man skimte taget fra den nærliggende skole, hvilket minder én om, at dette sted er kendt og brugt – ikke kun af mig. Børn leger her, hundeluftere kommer forbi, løbere passerer i rask tempo, og par – både nye og livslange – finder vej hertil. Og så er der mig, som bare nyder en stille gåtur, hvor jeg kan trække vejret og mærke naturen helt tæt på.

Stien op fra vandhullet emmer af grøn frodighed. Det er som om foråret samler sig her – i de spæde, friske grønne farver, der lyser op overalt. Græsset er netop slået, og den bløde duft af nyslået forsommer hænger i luften. Naturen står tæt omkring mig med levende hegn og vildtvoksende blomster, som skaber en stemning af ro og liv på samme tid. Det er en sanseoplevelse i sig selv – at gå op ad den lille bakke, omgivet af alt det spirende.

Der gik dog hurtigt et par uger, før jeg igen fik tid til at vende tilbage – hverdagen og arbejdet kom i vejen. I mellemtiden havde foråret for alvor foldet sig ud. Vejret havde været skønt med varme dage og masser af blå himmel, og det kunne ses tydeligt, da jeg igen nærmede mig stedet.

Denne gang valgte jeg en anden rute og kom bagom, hvor jeg fulgte stien hele vejen rundt. Her opdagede jeg noget nyt: et kvashegn, der lå oven for naturperlen. Her vokser græsset højt og vildt op af. 

Det var tydeligt, at området var i forandring. Vandhullet, som tidligere havde været fyldt med liv, var nu næsten helt udtørret. 

Dog var der kommet godt gang i græsserne

Gule mælkebøtter havde haft deres blomstringstid, og visnede nu i sommersolen. 

Jeg lagde også mærke til, at nogle naboer tilsyneladende bruger området til at læsse haveaffald – et lidt trist syn midt i alt det grønne. 

På trods af tørken var der gang i myggene, og denne lille fætter kom med hjem fra besøget.

I indeværende uge 21- har tiden til at fordybe mig i mit natursted, desværre ikke været prioriteret, grundet alt for mange timers arbejde og huset nordpå, har krævet min tilstedeværelse sammen med mine børn.

Glæder mig til at mere tid i næste uge, og se hvad regnen har ført til.